Har du et barn med spiseforstyrrelse?

Er du mor eller far til et barn med spiseforstyrrelse, så kender du sikkert alt til at føle dig magtesløs.

Så kender du sikkert til de mange skænderier om indkøb, madlavning og spisning. Det er ikke sjældent, at tallerkenerne flyver gennem lokalet, eller at middagen ender i gråd og diskussioner.

Det kan være rigtig svært, hvis ens meget slanke datter mener, hun er både fed og grim, og giver udtryk for at være stopmæt efter et par få mundfulde.


Mor støtter barn med spiseforstyrrelse

Her er vores bedste råd: Lad være med at sige hende imod. Lad være med at fortælle hende at hun er slank og dejlig. Lad være med at tale til hendes fornuft og vise hende, at hendes BMI er i under det normale.

Vi har talt med mange forældre og mange døtre.

Du forestiller dig, at dit barn mangler viden eller selvtillid, og at det er dit job, at forsyne hende med det. Du er vant til at guide og vejlede, og forestiller dig, at det, der plejer at virke, også virker nu.

Barnet derimod har fået en ny ven, nemlig spiseforstyrrelsen. Spiseforstyrrelsen har vist sig at være klogere end så mange andre. Den har fået hende til at lade være med at spise, og det har givet hende både selvtillid og ros fra veninderne. Endelig begynder hun at ligne dem, hun ser i bladene. Endelig ser veninderne op til hende. Det skal forældrene ikke få lov til at ødelægge.

Fortæl hende hellere, at du godt ved, at det er svært for hende at spise. Et barn med spiseforstyrrelse kæmper med angsten for at miste alt det, der er opnået gennem hårdt arbejde. At du anerkender den indsats, hun gør for at blive rask. Spørg hende, om der er noget, du kan hjælpe hende med, så det bliver lettere at spise.

Fortæl hende om alle de kvaliteter hun har, som ikke handler om udseende eller præstation. Fortæl hende, når hun er sjov, kærlig og charmerende. Lær hende at udseende ikke er det vigtigste i verden. Ikke at det ikke betyder noget, men at den betydning, hun tillægger det, måske er lidt overdrevet. Ikke ved at sige det, men ved at vise det. Ved at være et godt eksempel, når du taler om dig selv og om andre.

Facebook kan skade et barn med spiseforstyrrelse

Har du tænkt på, hvordan vi taler om hinanden på facebook? Hver eneste gang, der bliver lagt et nyt billede op, kommer kommentarene. Og det er altid de samme: Smukke. Hvor er du smuk. Stadig lige smuk. Hvor ser du godt ud. Sådan en donna. Hvor mange skriver kommentarer som: Det ser ud til, du har det sjovt. Dejligt at se, at I hygger jer. Godt at I lærer så meget nyt. Der er intet af det, der regnes for at være kvaliteter på facebook. Måske skulle vi starte på det.