HAR DU EN FEDMEFØLELSE?

Tænker du på mad, vægt og krop – når du vågner om morgenen, hele dagen, før du lægger dig i seng eller endda i dine drømme? Så kan du være ramt af en spiseforstyrrelse eller være i risiko for at udvikle en. Og det gælder uanset, om du er normalvægtig, undervægtig eller overvægtig.

Faktisk har rigtig rigtig MANGE med et belastet forhold til mad og krop eller en spiseforstyrrelse en NORMAL VÆGT samtidig med en “FEDMEFØLELSE”.

Hos VALENTIA KLINIKKEN hjælper vi også dig, der har fedmefølelse.


Ung med fedmefølelse

At føle sig fed har ikke altid noget med kroppens størrelse at gøre


EN FEDMEFØLELSE KAN DÆKKE OVER ANDRE FØLELSER

En spiseforstyrrelse udmønter sig i, at man har mange tanker om krop, mad, og vægt. Og at man for alt i verden skal have kontrol over kroppen og vægten. Der bliver brugt meget tid på madplaner, diæter, sultepisoder, opkastninger eller motion mv. Også selv om tankerne, følelserne og dermed adfærden skyldes helt andre følelser – f.eks. af utilstrækkelighed eller mindreværd.

Spiseforstyrredes adfærd er ikke ens. En bulimiker og en overspiser mister kontrollen og spiser i perioder meget mad, selv om de ønsker at undgå det. At ”miste” kontrollen giver en følelse af skyld og skam, at man intet er værd. Og det kan faktisk føre til, at man fortsætter med at spise og evt. kaste op. Men fælles for mange spiseforstyrrede er, at de har strikse regler om at spise mindre, måske helt at undgå at spise (i perioder), at undgå ”farlig” mad, at udsætte spisning eller at spise den mad, man er mindst bange for.

Mange er bange for, hvad der sker med kroppen. De TJEKKER og holder øje med kroppen eller UNDGÅR helt at se på kroppen. De, der holder øje, kan f.eks. tjekke kroppen i spejlet. De bruger målebånd. De vejer sig igen og igen. De tager billeder af sig selv. De sammenligner sig meget ofte med andre og tænker, at de selv er alt for store, og andre er meget tyndere.

Dvs. der er mange – uanset FAKTISK STØRRELSE, der oplever en følelse af fedme. Det er en følelse som egentlig dækker over andre negative følelser, men ikke desto mindre føles det virkeligt for den ramte.

Alt dette er normalt ved en spiseforstyrrelse uanset vægt.

De ”normalvægtige” er dog ofte en overset gruppe – både hos pårørende og i sundhedsvæsenet. Det er de ikke hos VALENTIA KLINIKKEN.