Kan vores bedste ven få en spiseforstyrrelse?

Spiseforstyrrelser er ofte en måde, at håndtere sin angst på. Hunde kan også opleve angst, så man kan jo spørge: Kan vores bedste ven få en spiseforstyrrelse?


Kan vores bedste ven få en spiseforstyrrelse

Hundens hjerne ligner vores på mange måder. Den har en storhjerne og en lillehjerne. Foran i storhjernen sidder det område, vi bruger, når vi skal være fornuftige og tænke os om. Det kaldes også frontallapperne. Midt inde i hjernen bor det limbiske system, som er vigtigt for vores følelsesliv. Hunden har både frontallapper og et limbisk system, men størrelsen på frontallapperne matcher ikke helt vores. 

Derfor kan den godt lære noget. Den kan lære, at man skal komme, når madskålen bliver sat frem. Den kan også have haft en dårlig oplevelse med et barn med en rød hue, der drillede den. Så lærer den, at børn med røde huer er farlige. 

Når hunden ser et barn med en rød hue, kommer de negative følelser som for eksempel angst frem. Så sender hundens limbiske system besked til binyrerne om, at nu skal de producere adrenalin. Resultatet kende vi: Vi kan risikere at få en bidsk hund. 

Hundens angst holder imidlertid hurtigt op igen, og det hænger sammen med, at den alligevel ikke tænker på samme måde som os. Den har ikke de samme store frontallapper, der kan danne fremtidsbilleder. Den tænker ikke på, hvad der kunne være sket, og på hvad det kunne have betydet for dens liv i fremtiden.

Derfor tænker den ikke på, at den en dag kan møde nogle meget værre børn, som ikke bare driller den, men måske truer den så meget, at den bliver nødt til at løbe alt for hurtigt væk. Og at den måske så kunne brække sit ben. Og at den så ikke ville kunne løbe efter hunhundene, og derfor heller ikke få hvalpe. Og at den så aldrig ville kunne føre sin slægt videre. Og at dens mor måske ville blive meget ulykkelig.

Det er den slags tanker, vi kalder katastrofetanker. Alt det, er hunden lykkeligt forskånet for at tænke. Den nøjes med at ryste sig, så uroen i kroppen aftager.

En hund kan selvfølgelig godt spise for meget. Min egen spiste som regel alt det, den kunne få fat på. 

Hvis den havde levet som vild hund, havde den nok oplevet, at der ikke var mad til rådighed i et par dage. Efter et par dage med sult, ville den helt sikkert gå grassat og spise alt, hvad den kunne komme til, når lejlighed bød sig. Det har bare ikke noget med en overspisning at gøre. For det ville enhver hund gøre, under de samme omstændigheder. 

Selv om adfærden er den samme, lever det ikke op til kriterierne for en overspisning. Når man overspiser betyder det, at man spiser mere end andre ville gøre under samme omstændigheder. 

Da hunden ikke er så god til at danne sig forestillingsbilleder om fremtiden, er den ikke bange for at blive for tyk. Den tænker hverken på, hvad de andre hunde vil tænke eller på, hvor svært det kan blive at skulle op ad trapperne næste gang, man har gået tur.  

Her adskiller vi os også fra vores bedste ven. Vi tænker og tænker. Ikke på hvordan, vi har det her og nu, men på alt det, der kan blive konsekvensen af de handlinger, vi foretager os i dag. Hvis vi har overspist, så fylder det os med skam, for hvad vil de andre ikke tænke og hvordan skal vi klare os, hvis vi bliver tykke? Vi kan få helt urealistiske tanker om alt det grusomme, der så kan ske os. Og om alt det gode, vi aldrig kommer til at opleve. Med den trussel i baghovedet, går vi i gang med at lægge en plan. Hvis vi nu kaster det hele op igen, hvis vi træner rigtigt meget og springer morgenmaden over, så får vi alligevel både venner, mand, børn og muligheden for at føre slægten videre. 

Derfor kan vi mennesker lære meget af vores bedste ven hunden. I hvert fald, når det gælder alle de katastrofetanker, der kan udvikle sig til spiseforstyrrelser.  

Hvis du tror, at du er i risikozonen for at få en spiseforstyrrelse, kan du tage testen her på siden.