Psykiatrilov, sonde og kontrol

Spiseforstyrrelser og anoreksi i særdeleshed handler altid om kontrol. Verden er uoverskuelig og ens indflydelse på livet er i virkeligheden stærkt begrænset. Så hvordan får man den kontrol, vi alle sammen godt kunne ønske os at have? 

Mennesker med anoreksi fortæller næsten alle sammen, at anoreksien giver dem en fornemmelse af at have kontrol. Hvis man ikke kan kontrollere noget andet, så kan man da i det mindste kontrollere, hvad man vil spise, og om man overhovedet vil spise, og på den måde kan man også kontrollere sin krop og sin vægt. 

Når kontrol bliver til misbrug

Hvor meget kontrol har vi mennesker egentlig over vores eget liv? Hvis man har anoreksi og nægter at spise, har man til at starte med rimelig god kontrol. Hvis man beslutter sig for at ville tabe 3 kilo, kan man gøre det. Det kan derfor føles virkelig dejligt selv at kunne vælge om man vi spise eller ej. 

Som med alle andre former for adfærd skal der med tiden mere og mere til, før man opnår den samme god følelse. Når man først har tabt 3 kilo skal der sættes et ny mål for at få den samme gode følelse. Nu skal man tabe yderligere 3 kilo for at gentage fornemmelsen af kontrol. Sådan bliver 3 kilo til 6 kilo og sådan ender en normalvægtig ung kvinde med tiden med at veje 35 kilo. 

Pludselig kan man så ikke længere selv vælge, hvad man vil spise, eller om man vil spise. 


Sondemad

Psykiatriloven

Psykiatriloven eller Lov om tvang i psykiatrien, som loven egentlig hedder, giver i dag mulighed for at tvangsindlægge og tvangsbehandle mennesker. Loven har erstattet Sindssygeloven og den lov, der gælder i dag er senest revideret i 2007. 

Psykiatrilovens §5 giver mulighed for at indlægge en patient mod vedkommendes egen vilje.  For at man kan blive tvangsindlagt skal man enten være sindssyg (det man i dag kalder psykotisk) eller man skal være i en lignende tilstand. Det sidste betyder i praksis, at man er alvorligt syg men ikke erkender, at der er tale om en alvorlig tilstand. 

Hvis det er tilfældet, kan man blive indlagt. Man kan enten blive indlagt med den begrundelse, at man er til fare for sig selv – det man kalder farlighedsindikation eller at blive indlagt på røde papirer. Man kan også blive indlagt med den begrundelse, at udsigten til at blive bedre anses for at være meget ringe uden behandling – det man kalder at blive indlagt på gule papirer. 

Virkeligheden er derfor at vi i Danmark selv kan bestemme og selv har kontrol over vores krop indtil myndighederne vurderer, at vi ikke selv evner at forvalte den ret. 

At få lagt en sonde

Hvis man vejer tilstrækkeligt lidt kan ens organer risikere at sætte ud. Derfor kan det være nødvendigt at give ernæring gennem en sonde. At få lagt en sonde er noget af det mest ubehagelige, man kan forstille sig. En sonde er en plastikslange der bliver ført op gennem næsen, ned gennem halsen og ned i mavesækken. 

At få lagt en sonde er det stik modsatte af at have kontrol. Man får en fornemmelse af at blive kvalt og oplever en form for panik, der bedst kan beskrives som dødsangst. 

Når sonden ligger, hvor den skal kan man stadig mærke den. Det mærkes som om man har noget sidende i halsen, og får derfor trang til at synke. Det giver sig selv at man ikke kan synke sonden, men mange oplever også at evnen til overhovedet at synke forsvinder. 

Livet uden kontrol 

At få sin mad gennem en sonde er altså det samme som ikke længere at have kontrol over nogle af selv de mest basale kropslige funktioner. 

Det der startede som en god idé og den sygdom, der i starten var ens bedste ven, er nu gået hen og blevet ens fangevogter. Men hvis anoreksi ikke er løsningen, hvad er det så?

Måske er løsningen at erkende, at vi ikke har og aldrig kan få kontrol. At livet består af øjeblikke hvor vi er lykkelige og øjeblikke hvor verden ramler. Hvor kæresten slår op, hvor vi dumper til eksamen, hvor forældrene skal skilles og vores børn bliver syge. Det hedder livskriser, og de er en del af livet. Ikke fordi de tjener noget moralsk eller andet godt formål, men bare fordi der statistisk set ikke er mange, der går fri. 

Det giver selvfølgelig anledning til store sorger, men hvis man tror man bør have kontrol over livet, giver de også anledning til stærke skyldfølelser. På den måde er der i det mindste en god ting ved ikke at kunne kontrollere særligt meget, nemlig den at vi hverken behøver føle skyld eller skam, når noget går galt. Så kan vi bare konstatere at uheldet nogen gange rammer os, og at vi så har lov til at være triste. Men det er ikke vores skyld.