Angst og spiseforstyrrelse

Angst og spiseforstyrrelse hænger sammen

Når flere lidelser optræder på samme tid, taler man i psykiatrien om komorbiditet. De mest almindelige komorbide lidelser til spiseforstyrrelser er angst og depression.

Lider man af anoreksi og bulimi, kan man typisk have den form for angst der hedder OCD (Obsessive Compulsive Disorder). Der er mange undergrupper af denne angstlidelse, men mest almindeligt at man lider af tvangstanker / påtrængende tanker eller foretager tvangshandlinger / handlinger man føler et stort ubehag ved ikke at gøre.

Lider man af BED er det almindeligt også at lide af GAD (generaliseret angst) eller socialangst.

Du kan se mere om de forskellige angstlidelser på psykiatrifondens hjemmeside.

Det er vigtigt for behandlingen at man finder ud af, hvilken lidelse, man skal behandle først. Hvis angsten er kommet, som en del af spiseforstyrrelsen, vi den ofte forsvinde i takt med at spiseforstyrrelsen forsvinder.

Hvis angsten har været til stede før spiseforstyrrelsen opstod, kan det være svært at behandle spiseforstyrrelsen, fordi den har en funktion med at dæmpe angsten. Angst og depression behandles bedst med kognitiv terapi og integreres fint i den behandling, vi tilbyder i VALENTIA KLINIKKEN.

De fleste er enige om, at hjernen og den øvrige del af nervesystemet spiller en afgørende rolle for, hvordan man har det mentalt. Det er også her man finder forklaringen på, at angst og spiseforstyrrelse hænger sammen.

Hver gang vores krop eller psyke påvirkes, vil vores hjerner forsøge at tilpasse os de nye vilkår. Denne justering finder sted døgnet rundt og oftest uden, at vi bemærker den. 

Sådan fungerer vores hjerne

Vores hjerne er aktiv stort set hele døgnet. Også når vi sover. Vores hjerne fungerer ved, at nervecellerne kommunikerer med hinanden. Det gør de blandt andet ved hjælp af elektriske impulser og signalstoffer.




De enkelte dele af hjernen og kroppen kommunikerer med hinanden ved hjælp af vores nerve- og hormonsystem. Tankerne, følelserne og kroppen påvirker således ikke bare vores adfærd, men de påvirker også hinanden indbyrdes. 


Vores hjerne vil gerne have at vi overlever. Derfor forsøger den at få os til at gøre det, den anser for mest sikkert. Da hjernen ikke er født med at vide, hvad der er sikkert, bruger den sin erfaring. Hver gang vi oplever noget, spørger vores hjerner sig selv: Hvilken situationer er vi i? Hvad vil vi gerne opnå?

De muligheder, der dukker op, afhænger af vores erfaring. Da vi mennesker har mange erfaringer, vælger hjernen at tage udgangspunkt i situationer, den synes ligner den, vi står i nu.

De muligheder, hjernen leverer, er altså ikke nødvendigvis baseret på sande eller gode beslutninger. Det er bare det bedste, vores hjerne kan komme op med i den situation, den er i, og med de erfaringer, den har.


For at forstå, hvordan hjernen fungerer, skal man starte med at se på hjernens udvikling og opbygning. Noget forenklet kan man inddele hjernens funktionsområder i tre dele.

Den ældste del sidder nederst og bagerst og er en meget primitiv del, der minder meget om alle andre hvirveldyrs hjerner. Den yngste del, som indeholder de højest udviklede funktioner, sidder øverst og forrest og er en del, der er særligt udviklet hos højtudviklede pattedyr.

Den sansende del

Den sansende del af menneskers hjerne styrer kroppens funktioner. Det er for eksempel herfra blodtrykket, hjerterytmen og åndedrættet styres. Det er også her, vi finder de områder, der styrer sult og tørst.

Adfærden styres primært af de sanseindtryk, hjernen får fra kroppen eller fra omgivelserne. De fleste pattedyr skal selv skaffe sig deres mad. Hvis de ikke blev sultne, ville de ikke skaffe sig føde i god tid, og så ville de dø af sult.

De fleste mennesker har mad til rådighed hele døgnet, og vi har vænnet os til at spise på bestemte tidspunkter. Derfor kan vi godt miste vores fornemmelse af, hvornår og hvor meget vi skal spise. Nogle forskere mener, at vi mennesker er født med forskellige anlæg for at føle sult og med forskellig smag for de fødevarer, der indeholder meget fedt. Det kan give et hint om, hvorfor nogen kan udvikle anoreksi, men andre får BED.

Den følende del

Den næstældste del af hjernen ligger midt inde i vores hjerne og styrer følelserne. Det er den del, der er med til at afgøre, om noget føles godt eller dårligt for os. Den del af hjernen bevirker, at vores adfærd også styres af vores følelser. 

To meget vigtige områder midt i hjernen hedder hippocampus og amygdala. De er opkaldt efter deres udseende.



Hippocampus betyder søhest. De to amygdala har derimod form som mandler og hedder derfor mandel på latin. Når hippocampus bestemmer, bruger vi vores hukommelse og erfaringer, og vi tænker os om. Det tager lidt længere tid, end når amygdala bestemmer. Hvis amygdala bestemmer, bliver resultatet, at vi handler instinktivt og hurtigt.

Hippocampus og amygdala har begge betydning for, hvordan vi kommer til at handle.

Man kan mærke sine følelser fordi:


Pulsen og vejrtrækningen stiger
Blodet omdirigeres til musklerne
Blodsukker og fedtstoffer sendes ud i blodet
Hjernens opmærksomhed bliver forøget, men fokuseret (man får tunnelsyn)
Søvnen bliver undertrykt


Hvis vi oplever, at noget er farligt, bliver der sendt besked til binyrerne, som går i gang med at producere adrenalin og kortisol – to hormoner, der sætter kroppen i alarmberedskab.

På den måde kan vi mærke vores følelser i kroppen. Det kan føles ubehageligt, og derfor føler vi os nødsaget til at gøre noget, der kan få vores nervesystem til at falde til ro igen.

Det kan gøres på flere måder. Vi kan undgå at komme ud i forskellige situationer som vi anser for langt mere farlige end de i virkeligheden er. Den adfærd er typisk for GAD og socialangst. Vi kan også finde nogle rituelle handlinger eller tanker, som vi gennemfører for at undgå det, vi frygter. Den adfærd er det, der karakteriserer OCD. Vi kan også tillægge os en adfærd, der får angsten til at dulme. Vi kan få en spiseforstyrrelse.

Når vi spiser, udløses der belønningshormoner i hjernen. Det kan få os til at spise mere, end vi har brug for, og det kan også få os til at spise mere kalorieholdige eller fødevarer eller mere sukker, der typisk også udløser en stor portion belønninghormon.

Når vi jævnligt gør noget, som tidligere har virket godt for os, kan det også udløse belønning i vores hjerne. Det kan for eksempel være, at det at tabe sig eller at motionere for meget, tidligere har været noget der var godt, fordi man var lidt for fyldig. Så er det blevet en vane, der er svær at stoppe, fordi hjernen har erfaring for, at den adfærd skal belønnes. Faktisk belønner den adfærden allerede, når vi planlægger den, og når først det sker, kan det være helt umuligt at stoppe.

Den tænkende del

En nyere udviklet del af vores hjerner er den tænkende del. Den sætter os i stand til aktivt og bevidst at gøre brug af vores erfaringer. Med den tænkende hjerne kan vi styre vores adfærd. Vores adfærd er derfor ikke kun styret af kroppens sanser og vores følelser, men også af vores tanker.

Pandelapperne, som er den forreste og yderste del af hjernen, er særligt udviklet hos mennesker. Den gør os i stand til at tænke abstrakt og til at sætte os ind i, hvad andre mennesker tænker og føler. 

Den er på mange måder gavnlig. Det er nemlig den del, der sætter os i stand til at forestille os ting, der kan ske i fremtiden. Det gør, at vi kan planlægge, og det hjælper os med at styre vores impulser og dermed udsætte vores behov.

Den giver os desværre også problemer ind imellem. Det er nemlig den del, der sætter os i stand til at forestille os alt det forfærdelige, der vil kunne overgå os selv og dem, vi holder af. Det er ikke nødvendigvis sandt alt det, vi forestiller os. Ind imellem forestiller vi os, at andre synes, vi er for tykke, og at det vil få katastrofale konsekvenser, hvis vi ikke sørger for at se perfekte ud. Derfor kan vi komme til at bruge rigtig mange timer hver dag på at forebygge noget, der kun eksisterer i vores fantasi.

EN stresset / krop gør os dårligere til at tænke

Hvis vi ofte er stressede, eller vi er det i lang tid, kan vi få for meget af hormonet kortisol i kroppen. Det er usundt for hippocampus, som efterhånden bliver dårligere til at udføre sit arbejde. Det betyder, at vi tænker og husker dårligere, og det betyder også, at vi ikke bliver lige så gode til at tænke os om næste gang, vi står over for en ny udfordring. Derfor kan vi ende med at vurdere selv neutrale og ufarlige situationer som farlige. 

Resultatet er, at både hjerne og krop hele tiden er stresset. Effekten er selvforstærkende, fordi den stressede hjerne ikke længere er i stand til at skelne mellem farlige og ufarlige situationer. Det bevirker, at stress kan udvikle sig fra at være en positiv ting, der skærper vores opmærksomhed og får os til at yde mere end normalt, til at blive en negativ ting, der giver os angst og dårlig dømmekraft. Det er stressende for kroppen at have en spisefortyrrelse. Der for kan en spiseforstyrrelse være med til at udvikle angst, og også den vej hænger angst og spiseforstyrrelse sammen


Heldigvis forandrer hjernen sig en lille smule hele tiden. Man kalder det for at hjernen er plastisk. Der dannes hele tiden nye forbindelser mellem nervecellerne, og vi kommer derved til at udvikle os. Det er den funktion, man gør brug af i moderne terapi.