Hjælp mod megareksi

Tænker du mere og mere over, hvad du spiser, og spiser du først og fremmest fødevarer, der skal gøre dig større? Er din mad efterhånden blevet så vigtig for dig, at dine kostplaner er blevet vigtigere end dine sociale aktiviteter, så har du måske fået megareksi – også kaldet den femte spiseforstyrrelse. 



Lider du af megareksi, synes du sikkert, at du er for lille eller alt for tynd. Det er naturligt, at du tænker på, hvad du kan gøre for at slippe af med de problemer. Når man lider af megareksi, spiser man derfor store mængder at særligt udvalgte fødevarer, der som regel indeholder meget protein.  Mange supplerer også maden med dyre kosttilskud. Herudover bruger man som regel også enorme mængder af tid på vægt- og styrketræning, så man kan tage på i vægt og få de meget synlige muskler, man ønsker sig. 

Mad og træning

Både spisning og træning vil ofte være planlagt i mindste detalje og vil sjældent kunne ændres, fordi der kommer andre planer. Når man har en spiseforstyrrelse fylder tankerne om mad og krop efterhånden så meget, at der ikke er plads til særligt meget andet i ens liv. Det kan være svært at koncentrere sig, når tankerne hele tiden kredser om mad og træning, men det kan også være svært at få tid til uddannelse, job, venner eller kæreste, når så mange af døgnets timer skal bruges på træning. Det kan også være svært, at deltage i sociale aktiviteter, fordi der tit vil blive serveret mad, der ikke lever op til de stregen diætregler. Så kan man opleve at få katastrofetanker om hvad der sker, hvis man deltager, og man kan i værste fald opleve at det er lettere at blive helt væk. Når det begynder at ske, er man ved at miste sit normale netværk og godt i gang med at skifte det ud, med andre mennesker der også lider af megareksi. 

Er man først nået dertil kæmper man ikke bare med en spiseforstyrrelse, så kæmper man også med et socialt problem, nemlig den ensomhed, der kan opstå hvis man dropper spiseforstyrrelsen.

Som med andre former for afhængighed skal der mere og mere til for at opnå samme virkning. I starten kunne det måske give god samvittighed, hvis du trænede 3 gange om ugen, men nu oplever du sandsynligvis, at du skal træne oftere eller flere timer, for at du føler den samme ro. 

Anabole steroider

Nogen mennesker, der lider af megareksi, men langt fra alle, tager også anabole steroider, for hurtigere at kunne få store, markerede muskler. De fleste undervurderer, de skader der kan opstå som følge af misbruget, og oplysning virker sjældent hvis det står alene. Ikke desto mindre bør du vide noget om bivirkningerne, hvis du overvejer at gøre brug af steroider.

Få Ægte kontrol

Som med alle andre spiseforstyrrelser handler megareksi ikke så meget om mad, men om angsten for at se forkert ud og blive kasseret. Mange med megareksi kan også have svært ved at finde ud af, hvem de er og hvad de ønsker sig i livet. Megareksien bliver derfor en form for mestringsstrategi, der kan give en den følelse af kontrol, man ellers synes, man mangler. 

Hvis du lider af megareksi, kan du komme i behandling i VALENTIA KLINIKKEN. Her kan vi:


Hjælpe dig med at slippe dårligt selvværd, kontrolbehov og negative antagelser om dig selv og finde dine stærke sider

Undersøge sammenhængen mellem de tanker, du har, de mennesker, du er sammen med, og de problemer, du oplever

Hjælpe dig til at håndtere vanskelige følelser på en bedre måde