Gode råd

De fleste gode råd er lettere at give end at følge. At være pårørende er svært, og de fleste gør det bedste, de kan. Vi har samlet en række gode råd, og vi håber, du kan bruge nogle af dem, men lad være med at få skyldfølelse, hvis det ikke lykkes altsammen.



Når du vil motivere til behandling


Som pårørende finder du det sikkert helt naturligt og ser udelukkende fordele i, at man skal søge hjælp, men for den, der lider, kan det være meget angstprovokerende. Spørg derfor, om du kan hjælpe med at få ringet og lavet en aftale, eller tilbyd at køre med til den første behandling.

Husk at det, der kan forekomme let at love, kan være meget svært at holde. Spørg derfor ind til behandlingen og hjælp med at overholde aftalerne med behandleren.

Der vil næsten altid være en form for ambivalens til stede i relation til at komme i behandling. Noget vil tale for og andet imod. Prøv at fokusere på de ønsker, vedkommende selv har. Det kan for eksempel være et ønske om at kunne følge en uddannelse eller at få energi til at være sammen med vennerne eller familien. Forsøg at holde fokus på de langsigtede ønsker.

Når irritationen rettes mod dig

Når man har det skidt, er lunten kortere. Tit orker man ikke det samme som før; man bliver mere sensitiv og kan ikke klare den samme mængde stimuli i form af høje lyde, meget lys eller mange mennesker. Derfor oplever syge mennesker hurtigere, at deres grænser bliver overskredet. Det kan godt give anledning til skænderier.

Som pårørende er det derfor godt, hvis man  kan give lidt længere snor end ellers. Så hjælp lidt mere til og giv lidt mere plads end ellers. Undlad at gå ind i lange diskussioner og husk på ikke at tage adfærden personligt. 


Når du “ved bedre”


Gode råd er svære at holde tilbage, når man gerne vil have, at ens nærmeste får det bedre.

Problemet med de gode råd er, at de som regel ikke er ny viden. De fleste har som regel meget skyld og skam over ikke at gøre præcis, som du foreslår. Hele tiden at skulle forklare og forsvare sig er i sig selv udmattende, så gode råd gør faktisk kun ondt værre. 

Prøv at erstatte de gode råd med tilbud. Tilbyd at vedkommende kan ringe til dig, når de har det svært. Tilbyd at tage med til lægen, at ringe og bestille tid til terapi eller at tage med på den psykiatriske skadestue, hvis der bliver behov for det.


Når alt ser håbløst ud

Det er naturligt, at der både er fremskridt og tilbagefald undervejs i et behandlingsforløb. 

Hvis den ramte har vanskeligt ved at bevare håbet, kan man som pårørende være en stor hjælp. Ikke ved bare at påstå, at det hele nok skal gå, men ved at fokusere på de ting, der peger i den retning. 

Hvis man gør opmærksom på forandringerne, giver man et troværdigt håb om, at det hele nok skal blive bedre. Husk selv at bevare optimismen. Det samme gode råd gælder for dig selv. 


Problemer med intimitet


De fleste mennesker med spiseforstyrrelser fortæller, at de har problemer med at være fysisk tæt på andre. Det kan selvfølgelig være et problem, hvis man er kærester, men husk at det er en del af sygdommen, og at det også plejer at bedre sig i takt med, at vedkommende får det bedre.

Noget af den medicin, man bruger mod angst og depression, kan godt have bivirkninger, der påvirker lysten til sex. Husk på det er en bivirkning og ikke handler om en afvisning af dig. 


Lov ikke noget, du ikke kan holde.

Hvis man er pårørende til et menneske, der er meget sygt, kan man godt komme i en situation, hvor man er nødt til at hjælpe til med en indlæggelse eller at ringe efter en ambulance, uden at det er noget, man er enige om.

Lad derfor være med at love, det aldrig vil ske. Hvis et menneske helt nægter at tage føde til sig, er man selvsagt nødt til at handle mere formynderisk, end man ellers ville gøre. 


Hvis du tænker: ”Tag dig sammen”


Det kan være meget vanskeligt at forstå, hvad der sker, når mennesker rammes af lidelser som spiseforstyrrelser. Hvorfor nægter nogen at spise? Hvorfor spiser andre så ufatteligt meget, at det ikke kan være rart? Al sund fornuft peger jo i retning af det modsatte. Lad være med at fordømme selve handlingen, men forsøg at fokusere på følelserne, der udløste den. 

Det er vigtigt at huske på, at netop det faktum, at adfærden er helt irrationel, er det, der gør, at vi taler om sygdom. At bede syge mennesker om at tage sig sammen og gøre noget, der i den grad giver dem angst, svarer til at bede os andre om at springe i elastik ud fra et højt tårn. Det skal man være meget modig for at gøre, og det kræver meget opmuntring. Husk at der er tale om ængstelse – ikke om modvilje.


Lad være med at snyde 

Hvis du er pårørende til et menneske med en spiseforstyrrelse, vil du formentlig have lyst til at komme lidt smør eller fløde i maden. De fleste mennesker ved godt, når nogen forsøger at manipulere med dem, og forsøger man decideret at snyde med maden, er det en sikker vej til mistillid.

Vær i stedet tydelig i rammesætningen. Hvad er til forhandling, og hvad er ikke?


Vælg den rigtige form for motion

Mange forældre til børn med spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi er naturligt nok nervøse for at tillade motion.

Alligevel er motion og bevægelse vigtigt, hvis man skal lære, at kroppen ikke kun er til for at signalere identitet. Den er til, for at man kan leve, bevæge sig og have det sjovt. 

Når der vælges motionstype, er det en fordel at vælge noget som: 

– Ikke er konditionstræning
– Ikke er konkurrencepræget, men foregår i et socialt sundt miljø.
– Kan kombineres med viden om kroppen og evt. med afspændingssøvelser


Pas på dig selv og de andre i familien 

Det kræver som sagt meget arbejde at være pårørende til en person, der lider. De fleste får det, man kan kalde forbudte følelser, og bliver også vrede på den syge. Det skal man også kunne tilgive sig selv.

For at kunne holde det hele ud er det vigtigt også at gøre noget rart ind imellem. På den måde kan man lade batterierne lidt op og være en større støtte, end hvis man er helt udkørt. Nogen har dårlig samvittighed over at more sig og slappe af, når deres pårørende er syge, men det er vigtigt at huske, at det rammer begge meget hårdt, hvis du også selv bliver syg. Når du selv har det godt, har du også lidt mere at give af.

Husk også at det kan være svært at være de raske søskende. De bliver hurtigt overset og vil tit gøre meget for, at du ikke skal få yderligere problemer.


Har du brug for flere gode råd, mere sparring i hverdagen, eller har du det så dårligt, at du selv har behov for støtte?